Den første... og den sidste
Den første… og den sidste
Som 17-årig knægt var Martin Bo Lindsten med til noget ganske spektakulært og hidtil uset i Maribo. Det teater, hvor han havde været aktiv i en årrække, havde kastet sig ud i et stort, vanvittigt og vidunderligt projekt.
Nørregadeteatret satte Elverhøj op ude i byens gamle friluftsteater, der ikke havde været brugt til skuespil i flere årtier. Den unge Lindsten var med på scenen, da den vilde idé blev til et pletskud af en publikumssucces – og et lille stykke teaterhistorie på Lolland var skabt.
I dag er Martin Bo Lindsten 45 år, uddannet skuespiller og med en række store roller på repertoiret. Og han er netop vendt tilbage til hjembyen Maribo for også at medvirke i den sidste forestilling på friluftsscenen.
Lindsten må siges at være lidt af en veteran på Hylddalens flisebelagte scenegulv.
– Efter Elverhøj var jeg med i flere andre. Lad os se … Der var Der skete noget sjovt på vej til Forum, The Producers, Les Misérables, Aladdin, My Fair Lady og nu Prinsessen holder fridag, husker han, mens han mentalt tæller på fingrene og husker lidt om forestillingerne, hver gang en ”finger” tælles med.
Den anden hovedrolleindehaver i årets store musical, Linda Arunee Drenck, der spiller prinsessen, som holder fridag, har også stået på Hylddalens scene tidligere. Hun spillede hovedrollen Kim i en uforglemmelig opsætning af Miss Saigon.
Selv om hendes frilufts-cv ikke er nær så langt som Martin Bos, står Hylddalen også for hende som et helt særligt sted, der vækker varme minder.
– Jeg glæder mig meget til at opleve det igen. Jeg husker fra Miss Saigon, at det var så stemningsfuldt, når mørket faldt på, og det der stjernelys, som man kunne kigge op på gennem træerne. Det var magisk! Der er virkelig sådan en særlig stemning herude i skoven, siger hun med et varmt smil.
Ser tårer og hører latter
Begge er enige om, at det allerbedste ved at spille i Hylddalen er den pagt, der sluttes mellem skuespillere og publikum undervejs i forestillingen.
– Jeg kan godt lide det der med at kunne se sit publikum … at være tæt på dem på den måde. I hele første akt er det jo så lyst, at vi kan se publikum og deres reaktioner. Det har jeg altid godt kunnet lide. Jeg har også prøvet at spille på andre friluftsscener – f.eks. inde i Dyrehaven, som er kæmpestor. Men der er publikum så langt væk. Her sidder de lige dér … med deres små hoveder … lige foran en og kigger, siger han med et smil og peger ud mod publikumsrækkerne lige foran scenen:
– På en måde gør det Hylddalen meget intim, selv om den er stor.
Linda, der havde mange meget følelsesladede scener i Miss Saigon, fik også nærheden at føle, når hun kunne se og høre publikum leve med i forestillingen.
– Man kan fornemme dem og se dem og måske også høre dem. Nogle gange græd de.
– Og nogle gange har de grinet. Det mærker man på en helt anden måde. Det er altså dejligt, supplerer Martin Bo, der var et af de komiske indslag i den hylemorsomme The Producers.
De håber, at de får mulighed for at opleve både tårer og grin, når de lige om lidt atter slutter en pagt med publikum.
Lugter friskt blod
For både Linda og Martin Bo er det også holdånden, der trækker dem til Maribo igen og igen. Som altid blander Nørregadeteatret glade, frivillige amatører med glade, professionelle teaterfolk.
– Det giver rigtig meget glæde. For det kan nemt blive hverdag, når man laver de her store shows. Jeg har også spillet på Det Ny Teater. Det bliver jo meget professionelt, meget hverdag. Når man kommer her, synes jeg, at jeg bliver mindet om, at vi skal huske at have det sjovt og huske glæden ved at fortælle en historie. Det her sted har hjertet med, forklarer Linda, der dog har en lille anke ved friluftsteater.
– Det bliver så koldt herude om aftenen. Og jeg er bare så kuldskær. Og så er her myg. Men det har jeg nu ikke mærket meget til.
– Det … har … jeg. Men jeg har ikke oplevet det så meget i år … endnu, lyder det kortfattet fra Martin Bo, der kaster et skeptisk blik op mod bøgetræsgrenene, hvor horderne af myg bare venter på indtoget af dejlige skuespillerben og -arme.
Men myggene til trods er han alligevel mere end klar til at spille i Hylddalen igen. Her vender han hjem til sine rødder. Som indfødt maribonit med stor lyst til at spille skuespil var Nørregadeteatret som et andet hjem for Martin Bo Lindsten under opvæksten.
– Jeg var vel elleve, da jeg startede. Det er dybest set det her, jeg er kommet af. Man har sådan en fed tilgang til tingene her. Der er lidt cowboy eller lidt oprørsk tilgang til måden at lave teater på i de her amatørteatersammenhænge, som det her jo startede som. Sådan lidt: ”Nå, skal vi bruge sådan én … jamen, det bygger vi da lige” eller ”Det finder vi lige på”. Der er lidt vanvid over det, og det er bare skønt at komme hjem til, siger han.
Optimisme trods alt
Summasummarum – som myggene ville ”sige” – er, at dette bliver den sidste friluftsforestilling i Hylddalen. Det har teaterdirektør Frank Rubæk allerede meldt ud. En epoke er slut.
– Jeg synes ikke, at det er hårdt som sådan at være med i både ”den første” og ”den sidste”. Men jeg synes, at det er en tendens i tiden, som er hård. Det er jo ikke kun her, det lukker. Det sker alle vegne. Det er bare den vej, det går. Vi bliver jo nødt til at gå ud og sige: Hvis der ikke er større opbakning, kære venner, så gør vi det ikke længere. Så lukker vi ned, slår Martin Bo fast.
– Men det er jo ikke teatret, der lukker med den her forestilling. Det ville være noget andet. Det ville være rigtig trist, påpeger Linda.
Begge er optimistiske med hensyn til, at der stadig vil være store teateroplevelser at få i Maribo – både for skuespillere og for publikum.
– Der er jo stadig sejre for teatret – vi har lige set det med Rosens navn, hvor man fyldte domkirken. Der bliver stadigvæk gjort nogle fantastiske ting hernede. Det sørgelige er, at vi siger farvel til en tradition og til noget kulturhistorie. Men det gør vi så … eller måske på gensyn, slutter Martin Bo.
