Den mørke side af Hollywood

Den mørke side af Hollywood

Prinsessen holder fridag blev en romantisk virkelighedsflugt for en forfatter, der blev idømt fængsel i et USA, hvor ytringsfriheden havde trange kår.

 Prinsessen holder fridag er let, romantisk og sød. Men baggrunden for historien er mørk og dyster.

Da Roman Holiday – på dansk Prinsessen holder fridag – blev skrevet i slutningen af 1940’erne, herskede der tumultariske tilstande i Hollywood.

Efter Anden Verdenskrig blev konflikten mellem USA og Sovjetunionen mere og mere tilspidset. Amerikanere, der i årtier havde været medlemmer af kommunistpartiet, kunne pludselig se sig selv beskrevet som ”fjenden” i deres eget hjemland.

I løbet af 1930’erne vakte kommunismens ideer om ligestilling og ligeløn stor genklang hos USA’s intellektuelle og kreative klasse – blandt andet i Hollywood. Blandt medlemmer og støtter var navne som Charlie Chaplin og Leonard Bernstein samt manuskriptforfattere som Dalton Trumbo.

På den modsatte side stod ultrakonservative republikanere som John Wayne, Walt Disney og Ronald Reagan. De ville have Hollywood ryddet for ”kommunisternes skadelige ideer”.

The Hollywood 10

I 1947 nåede konflikten kogepunktet, da The Hollywood 10 – ti prominente navne – nægtede at samarbejde med Kongressens antikommunistiske komité.

De ti blev idømt fængselsstraffe for foragt for Kongressen og derefter udelukket fra alt filmarbejde. Mørket sænkede sig over filmbyen. Anklager og uvenskaber blev luftet – venner blev til fjender.

Mens nogle fik travlt med at hænge De 10 og andre kolleger ud som kommunister og landsforrædere, gik andre stjerner modigt ud og forsvarede ytringsfriheden – heriblandt filmstjernen Gregory Peck. Sidstnævnte deltog aktivt i Komiteen for Ytringsfrihed. Blandt De 10 var en af Pecks rigtig gode venner, Dalton Trumbo.

Trumbo var allerede på daværende tidspunkt blandt Hollywoods højest betalte manuskriptforfattere med mange store film i bagagen. Han var dog også aktiv kommunist og holdt aldrig tand for tunge, når der var strejker i farvandet.

Disse provokationer gjorde ham upopulær blandt nogle instruktører, producenter og filmstudiemoguler. Så da muligheden for at få Trumbo ned med nakken blev serveret på et sølvfad, greb de den.

Datidens influencere

Det gjorde pressen også. I 1940’erne havde journalistikken forandret sig drastisk i USA. Før krigen dækkede aviserne stumfilmenes kendisser med glittede, romantiske og ukritiske historier.

Men den slags naivitet duede ikke efter krigskorrespondenternes dramatiske reportager om død og ødelæggelse. Derfor begyndte en langt mere kritisk og dramatisk dækning af Hollywood at vinde indpas. Fotografer lå på lur, og journalister infiltrerede filmbyens bedre kredse for at være de første med de saftige historier. Sladderpressen var født.

En af de største sladderjournalister var Hedda Hopper. Den tidligere starlet var blevet en magtfigur med sin sladderspalte Hedda’s Hollywood. Spalten blev fulgt af 35 millioner daglige og ugentlige læsere i hele USA – så man kan roligt sige, at hun var influencer, længe før ordet blev opfundet. Hopper kunne med få bogstaver ødelægge en karriere – eller bygge den op.

Hun var ultrakonservativ og kendt som en indædt kommunistjæger. Op gennem 40’erne, 50’erne og 60’erne arbejdede hun utrætteligt for, at kommunister og personer, der var mistænkt for kommunistvenlig adfærd, blev sortlistet. Et af hendes yndlingsofre var Dalton Trumbo.

Hun og resten af sladderpressen gav den gas i beskrivelsen af Trumbo som landsskadelig forræder, og situationen var således noget uholdbar for forfatteren i 1947. Han var udskammet af pressen, fængslet af Kongressen og frarøvet muligheden for at arbejde.

 

Den romantiske flugt

Det var på dette tidspunkt, Dalton Trumbo satte sig ned og skrev årtiets største romantiske komedie, Prinsessen holder fridag.

Da han ikke måtte arbejde, solgte han historien til Paramount Pictures gennem kollegaen Ian McLellan Hunter, der var gået fri af kommunistanklagerne. Ian fik 30 procent af lønnen, sit navn på filmen og modtog Oscar-statuetten for filmen. Først i 1993, mange år efter Trumbos død, blev han krediteret for arbejdet, og navnet i filmens rulletekster blev ændret.

Personlig korrespondance afslører, hvorfor Dalton Trumbo valgte at skrive en letbenet komedie i en af sit livs mørkeste og tungeste perioder.

Helt kynisk manglede han penge. Retssager, fængsling og sortlistning havde suget pengekassen tom, og romantiske komedier var i høj kurs i Hollywood i efterkrigsårene. Derfor var det nemt at få Paramount til at købe manuskriptet.

Samtidig var Prinsessen holder fridag en stor kærlighedserklæring til Trumbos hustru, Cleo. Trumbo var en kæmpe romantiker, og han friede til Cleo i det øjeblik, han mødte hende. I denne mørke tid stod hun som hans trofaste og stærke støtte uden at vakle et øjeblik. Men midt i mørket havde han brug for en virkelighedsflugt – en tro på noget godt i verden. Og hvad var bedre end at flygte ind i et lyst og luftigt eventyr i Roms gader?

Kongelig inspiration

Dalton Trumbos inspiration til selve historien kom fra den sladderpresse, han havde et anspændt forhold til – i en sådan grad, at den ene hovedperson i historien, Joe (spillet af vennen Gregory Peck), er sladderjournalist.

Men Trumbo valgte ikke at gøre Joe til en skurk. Joe har hjerte og moral. Han vil gerne noget mere, noget andet end sladderen. Han vil løfte sin journalistik op på et højere plan.
Joes moralske valg til slut i historien kan ses som Trumbos indlæg i debatten om, at høj moral og god journalistik ikke er uforenelige størrelser – en slags elegant kritik af hans egne forfølgere.

Joe er skrevet i Trumbos eget billede – som en idealist, der skjuler sin egen identitet for at udføre sit arbejde og beskytte sin historie. I årene efter skrev Trumbo det ene hit efter det andet under forskellige dæknavne – blandt andet storfilmen Spartacus under navnet Sam Jackson.

Helt konkret mente mange dengang, at det var den britiske prinsesse Margaret, der havde inspireret historien i Prinsessen holder fridag. Men faktisk var det søsteren, den senere dronning Elizabeth II, der var inspirationen.

I slutningen af 1940’erne valgte prinsesse Elizabeth at bo på Malta, hvor hendes mand, prins Philip, var udstationeret med flåden. Her kunne hun nyde et mere normalt liv, gå i butikker, danse og tage på sightseeing. Sladderpressen rapporterede sågar, at tronarvingen havde besøgt en lokal frisørsalon – nøjagtig som prinsesse Ann gør i forestillingen.

Trumbo læste artiklerne, der stod lige ved siden af de giftige artikler om ham selv. Han satte sig ved sin Royal-skrivemaskine og brugte dem som inspiration til den virkelighedsflugt, der fem år senere kunne ses på det store lærred med Audrey Hepburn i hovedrollen som prinsessen – og i august 2026 på Hylddalens scene med yndige Linda Arunee Drenck i samme rolle.

Dalton Trumbo døde i 1976 – men hans romantiske sommerflirt lever altså videre som et håb om en bedre og lysere verden.