Så er Rom hurtigt malet

Så er Rom hurtigt malet

Søren Glad har utallige gange bragt alverdens eventyr til live med sine flotte scenografier i Hylddalen.

Friluftsscenen Hylddalen har ført publikum ud på mange magiske rejser gennem de næsten 30 år, Nørregadeteatret har spillet store musicalforestillinger på stedet.

Vi har viftet med de røde faner i Paris sammen med Jean Valjean, mærket suset af de amerikanske helikoptere, da Saigon faldt under Vietnamkrigen i 1975, købt blomster af Eliza i Covent Garden i 1910’ernes London, danset under en bryllupsbaldakin i den lille russiske landsby Anatevka og frosset med Jurii og Lara i revolutionens Moskva ved århundredeskiftet.

Rammerne for disse eventyrlige rejser, disse storslåede dramaer – er alle blevet bragt til live af scenografen Søren Glad.

Fra Les Misérables i 2007 over Miss Saigon, My Fair Lady, Spillemand på en tagryg og Doktor Zhivago har Søren fået visionerne, tegnet tegningerne og lavet de første modeller til scenografierne. Sammen med teatrets håndværkere har han derpå bygget paladser, landsbyer, kirker, storbyer og sågar væddeløbsbaner op under bøgetræskronerne.

– Jeg er vild med Hylddalen. Det er sådan en hvert-andet-års sommeroplevelse for mig at være her i Maribo. Og ja, jeg har fået mange myggestik under disse træer, griner Søren Glad og skæver op mod trækronerne.
Horderne af stikkeglade myg kan dog ikke pille glæden ud af gensynet.

– Jeg synes faktisk, det er en af de hyggeligste friluftsscener i Danmark. Den er smuk, og den er intim på samme tid. Man er tæt på publikum, selv om det er store forhold. Men den er også overvældende, når her er rigtig mange mennesker. Det er jo bare lidt længe siden, vi har haft den oplevelse, siger han lidt trist med henvisning til den svigtende publikumsopbakning, der nu får teatret til at trække sig fra Hylddalen.

– Det er lidt specielt, at det nu er sidste gang, siger Søren.

 

Nu med sorte felter

Kærligheden til Hylddalen føles dog lidt på trods for scenografen. For Hylddalen kan være en svær samarbejdspartner for en scenograf.

– Jeg elsker den nok i virkeligheden netop, fordi der er lidt af en udfordring i, at den hver gang skal bygges op fra den bare jord, til der faktisk står et fuldt fungerende teater, siger han.

 Og hver gang, Søren skal til på sin hvert-andet-års sommeroplevelse, bliver han mindet om, at Hylddalen er speciel på den utaknemmelige måde.

– Alt her i Hylddalen er skævt. Der er for eksempel ingen, der rigtig kan finde midten af den scene. Det må man selv lidt bestemme. Så, midten er dér i år, griner han og peger et vilkårligt sted på scenen.

I år er Søren Glad vendt tilbage for at bringe 1950’ernes Rom til den lollandske friluftsscene, når Prinsessen holder fridag spiller. Det gør han med virkemidler, hvis lige ikke er set i de mange år, der er blevet spillet udendørs musicals i Maribo. For det er jo trods alt en danmarkspremiere, så den må godt lige få lidt ekstra gas.

– Til Rosens navn i domkirken brugte vi lysprojektioner. Men de er ikke til at se i dagslyset og med de vinkler, der er her i skoven. Så vi bruger noget andet, forklarer Søren.

Umiddelbart ser scenografien ikke ud af meget, som den står, når forestillingens lamper er slukket. Den består af nogle grå, simple rammer fyldt ud med store, sorte felter.
Men de sorte felter er kæmpeskærme, der med computerstyring pludselig lyser op og bringer publikum med til Roms historiske turistattraktioner – klar til, at prinsesse Ann og journalisten Joe kan køre ud på eventyr på deres Vespa.

Omvendt skifter skærmene lynhurtigt til indendørs kulisser som ambassaden, prinsesse Anns soveværelse eller journalisten Joes lille studiolejlighed.

– Skærmene er selvfølgelig en hjælp, når man skal lave scenografier, der er så store. I princippet kunne man sige, at hvis det her skulle lavet med scenografivægge, så skulle en teatermaler have malet alle de locations på, og så skulle vi have haft en hær af teknikere på scenen, der kunne skifte nogle kæmpe bagtæpper, forklarer Søren.

 

 

Den skæve scene

Han pointerer, at han trods skærmene stadig skal træffe de samme valg for scenografien – skærme eller ej:
Skal udtrykket være naturalistisk eller abstrakt?
Hvordan skal de mange forskellige scener løses?
Hvordan skal man formidle tidsperioden og forestillingens dramaturgi?
Skal det være dystert og dramatisk eller let og lyst?

Og selv om det ser let ud med skærmene, har scenografien været langt fra nem at bringe til live.

– Rammerne er bygget på stilladser, der skulle passe til skærmenes forskellige størrelser. Det gjorde de jo langt fra. Og jeg har gjort det lidt ekstra svært for alle, fordi jeg har forskudt planerne i scenen, så nogle skærme er fremme, og nogle er længere tilbage. Det giver en god dybdevirkning. Men til manges fortrydelse står det jo skævt alt sammen. Og det er ikke sådan, at har man lavet én, så har man lavet dem alle, griner Søren lumskt.

Man fornemmer, at tonen er meget venskabelig og drillende i det lille teaters kulissebyggergruppe.

– De har gjort det i så mange år, at de er professionelle kulissebyggere efterhånden. De er sindssygt dygtige og gode. Så det er rigtig fint. Jeg er rigtig glad for dem, og det er jo også derfor, jeg gerne vil udfordre dem lidt, når jeg laver noget, smiler scenografen, der altså vender tilbage til Nørregadeteatret og til Hylddalen igen og igen.

De forelskedes førstesal
Når scenografien skal fungere i Hylddalen, er det vigtigt, at den fylder noget i landskabet. Derfor arbejder Søren Glad som regel med scenografi i to etager – og som regel spilles de indendørs og mere intime scener oppe i højden.

I Miss Saigon mødtes det elskende par i et lille bordelværelse på kulissens førstesal. Dengang spillede Linda Arunee Drenck hovedrollen som den unge, fattige Kim, der møder og forelsker sig i en amerikansk soldat. I år er hun vendt tilbage til førstesalen som prinsesse Ann, der også møder og forelsker sig i en flot amerikaner. Denne gang er bordelværelset i Saigon dog skiftet ud med journalisten Joes lille hummer i Rom.

Men pludselig springer de sorte skærme til live i en festlig farvelade og skifter fra den lille studiolejlighed til en aftenudsigt ud over Roms tage, som nok vil få de fleste publikummer til at taste nummeret til det nærmeste rejsebureau. Nørregadeteatrets ensemble myldrer ind fra alle sider og fylder hele den smukke ramme ud med italienske fraser, dans og sang.

– Og vupti! Så er Rom hurtigt malet! griner Søren Glad og slår ud med hånden.

Du kan se hele den imponerende kulisse, hvis du køber billet til Prinsessen holder fridag, der spiller i Hylddalen i Maribo fra den 6. august.